Sportsklubben 2000

Sportsklubben er et fleksibelt idrætstilbud på Frederiksberg, der henvender sig til dig med en travl hverdag. Vores træningstider er tilpasset familie og job, og du kan shoppe rundt imellem vores forskellige træninger og aktiviteter, så meget du vil. (Se beskrivelsen af vores hold)

I Sportsklubben 2000 binder du dig ikke til en aktivitet uge efter uge på samme ugedag. Som medlem i Sportsklubben kan du skifte mellem aktiviteterne på de forskellige ugedage, så du den ene uge tager en time yoga og ugen efter giver den gas til DanceFit eller Motionsboksning.

Men selvom vi har en fleksibel tilgang til det at dyrke idræt og motion, betyder det ikke, at vi slækker på kvaliteten. Tværtimod lægger vi os i selen for kun at hyre de bedste instruktører, der ikke bare har masser af erfaring, men også kan skabe god stemning på holdene.

Aktiviteterne i Sportsklubben 2000 ligger enten tidligt på dagen inden du møder ind på job, i tæt forlængelse af arbejdsdagen eller om aftenen efter middag og godnat-læsning.

Sportsklubben 2000 handler dog ikke kun om idræt og motion – vi sørger for at der også er fredagsbar, tema-aftener, sommer- og julefest og hyggelige familiedage på programmet.

Det koster 259 kr. om måneden at være medlem og for de penge kan du få mange timers ugentlig træning.

 

Nøgleordene i Sportsklubben 2000 er:

  1. Kvalitet
  2. Fleksibilitet
  3. Tilgængelighed.

 

Sportsklubben 2000 hører under Frederiksberg Idræts-Union og er støttet af Bevæg Dig For Livet Frederiksberg.

Ambitionen er at blive godkendt som folkeoplysende idrætsforening i løbet af 2020. Vi er på udkig efter engagerede medlemmer og instruktører, som gerne vil være med til at udvikle og gøre Sportsklubben 2000 til en endnu bedre træningsmulighed på Frederiksberg.